Kiropraktisk behandling

Første konsultation

Din første konsultation vil handle om, at kiropraktoren stiller sin diagnose på baggrund af din sygehistorie, en klinisk undersøgelse og eventuelt en røntgenundersøgelse.

Spørgeskema:

Ved den første konsultation vil vi bede dig udfylde et Spørgeskema. Dette kan downloades her og udfyldes på forhånd, ellers kan du møde ti minutter før aftalte tid og udfylde spørgeskemaet i venteværelset. Spørgeskemaet gennemgås med din behandler ved første konsultation.

Sygehistorie:

Ved den første konsultation skal du med egne ord forklare, hvad du fejler. Hvor gør det ondt, hvad er der sket, hvordan føles det, hvad gør det værre og bedre osv. Med udgangspunkt i din forklaring vil kiropraktoren stille mange uddybende spørgsmål for yderligere at forstå relevante sammenhænge og årsager til dine symptomer. Du vil også blive spurgt om tidligere sygdomme, skader, indlæggelser, medicinforbrug. Kiropraktoren har tavshedspligt og vil journalføre de oplysninger kiropraktoren får fra dig.

Herefter vil kiropraktoren lave en klinisk undersøgelse, som består i en grundig undersøgelse af led og muskler, men kan også omfatte neurologisk undersøgelse samt blodtryk- og puls måling.

Røntgenundersøgelse:

Din kiropraktor vil vurdere, om det er nødvendigt med en røntgen-undersøgelse. Hvis det er tilfældet, har vi vores eget digitalt røntgenudstyr således, at undersøgelsen kan foretages umiddelbart i forbindelse med undersøgelsen. Røntgenundersøgelsen kan vise om der fx er slidforandringer, knoglebrud, skævheder, frem- eller tilbageglidninger af hvirvler og knoglemetastaser. Røntgenbilleder kan ikke vise diskusprolapser. Hvis der er uklarheder eller behov for supplerende undersøgelser før diagnosen kan stilles, vil vi med din tilladelse kontakte din egen læge. Hvis vi vurderer at årsagen til dine symptomer ikke stammer fra bevægeapparatet, vil du blive henvist til din egen læge eller anden relevant specialist.

Efter diagnosen er stillet, vil kiropraktoren informere dig om problemets omfang og sammen med dig lave en behandlingsplan således, at din krops normale / optimale funktion genoprettes. Som regel indledes behandlingen allerede ved den første konsultation.